Ny søgning

Engageret og positiv socialrådgiver til socialområdet

Ønsker du at være en del af et kompetent team med et højt fagligt niveau, som prioriterer hinanden og det kollegiale fællesskab? Så skal du være vores nye kollega!

Jammerbugt Kommune søger nemlig to engagerede og kompetente socialrådgivere til vores bostøtte og botilbudsteam på socialområdet i ”Social, Senior og Ydelse”.
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer med tiltrædelse hurtigst muligst og senest 1. september 2025.

Om jobbet
”Social, Senior og Ydelse” ligger under Sundheds-, Social- og Beskæftigelsesområdet som i Jammerbugt Kommune er organiseret i én forvaltning under én direktør på både myndigheds- og udfører området. Dette er et opgør med de klassiske ”silo’er” og understøtter én indgang for borgerne gennem et øget fokus på tværfaglighed og tæt samarbejde på tværs af økonomi og lovgivninger. Jammerbugt kommune er en mindre kommune, hvor der er en flad ledelsesstruktur, hvilket betyder, at der er kort fra tanke til handling og vi er ikke bange for at tænke nyt og anderledes for at løse udfordringerne og nå vores mål. I Jammerbugt Kommune arbejder vi desuden professionelt sammen – det betyder, at vi både bidrager med vores faglighed og vores evne og vilje til at samarbejde (på tværs).

I ”Social, Senior og Ydelse” er vi i alt ca. 50 medarbejdere som arbejder med myndighedsområdet på tværs af hele serviceloven for voksne samt Lov om Aktiv Socialpolitik. Bostøtte- og botilbudsteamet arbejder til dagligt på Rådhuset, Borgervænget 12 i Brovst. Det er let at komme hertil med bil og der er gratis parkering samt mulighed for ladning af elbil.
I teamet er der aktuelt 9 rådgivere som sidder med både bostøtte- og botilbud. De ledige stillinger bliver en del af et team på 11 imødekommende kollegaer, en faglig leder og en områdeleder, som er let tilgængelige og i tæt dialog omkring opgaveløsningen. Teamet varetager myndighedsopgaver indenfor det specialiserede voksenområde. Vi benytter Nexus som fagsystem på området og arbejder efter voksenudredningsmetoden, hvor vi har implementeret VUM 2.0.

Vores målgruppe består af voksne borgere med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser eller særlige sociale problemer indenfor servicelovens §§82, 85, 95, 96, 97, 103, 104, 107, 108, 109 og 110. Vi arbejder ud fra den rehabiliterende og recovery-orienterede tilgang og tror på, at vi kan være med til at gøre en forskel for den enkelte borger, når vi arbejder løsningsorienteret. Vi har fokus på lovgivningens muligheder fremfor begrænsninger – altid med blik for de økonomiske rammer.

Dine opgaver vil blandt andet inkludere
  • Vejlede, rådgive og behandle nyansøgninger
  • Lave indstillinger til visitationsudvalget mhb. på godkendelse af bevillinger
  • Lave matchninger, forhandle takster samt træffe afgørelser og lave genvurderinger
  • Udarbejde VUM 2.0, handleplaner og opstille mål for indsatserne
  • Lave opfølgning i eksisterende sager
  • Sikre lovmedholdelighed og korrekt sagsbehandling i henhold til gældende lovgivning
  • Bidrage med gode løsninger både ift. den enkelte sag og generelt ift. at udvikle vores fælles arbejdsplads
  • Tæt samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Og meget meget mere…

Vores forventninger til dig!
Vi er optaget af at få den rette profil ind i vores afdeling. Det betyder også, at dine personlige og sociale kvalifikationer vægter tungere end dine faglige – vi tror på ”hire for fit, train for skills”. Det vigtigste for os er altså, at du har mod på samt energi og lyst til at arbejde for at kvalificere dig (løbende) til opgaven. Når det er sagt, ser vi gerne, at du
  • Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
  • Har gerne erfaring med myndighedsarbejdet
  • Er løsningsorienteret og kan tænke kreativt – også ift. at inddrage civilsamfundet
  • Trives i at der er travlt, og at der altid er noget at gå i gang med
  • Tænker i helheder og medinddragelse i det rehabiliterende potentiale hos borgeren
  • Er en god og sikker formidler, både skriftligt og mundtligt
  • Trives med at bringe dig selv i spil og kan arbejde selvstændigt og systematisk
  • Er samarbejdsorienteret, tager ansvar, er ærlig og træffer selvstændige beslutninger
  • Har et positivt sind og er smilende, empatisk og imødekommende af natur
  • Har en tilgang til både borgere, kollegaer og ledelse der er åben, nysgerrig og baseret på tillid
  • Har kørekort til personbil

Derfor skal du vælge os!
Vi synes vi har meget at tilbyde, og er en ret så fantastisk arbejdsplads. Du får blandt andet
  • En arbejdsplads, som prioriterer hinanden og det kollegiale fællesskab og sammenhold
  • Et velsmurt introprogram ved opstart
  • Engagerede kollegaer i forskellige aldre, hvor der er en høj grad af tillid og respekt - tilsat en god portion humor
  • Tilgængelig ledelse samt kollega- og ledelsesopbakning i et trygt, omsorgsfuldt og udviklende arbejdsfællesskab
  • Fokus på kompetenceudvikling både for den enkelte og for hele teamet herunder deltagelse i udvalgte faglige udviklingsprojekter
  • Flekstid og mulighed for hjemmearbejde ca. to gange ugentligt og en høj grad af selvtilrettelæggelse under hensyntagen til borgerne, behovet for faglig sparring, møder mm.
  • Sundhedsordning og en super fed personaleforening
  • Torsdagskage!

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.

Alle kvalificerede ansøgere, uanset køn, alder eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillingen.

Vær opmærksom på, at vi indhenter reference, samt kan bede dig indhente straffeattest, inden ansættelsen kan finde sted.

Har du spørgsmål
Har du spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte faglig leder af bostøtte- og botilbudsteamet Lin Kronborg, telefon 41 91 26 28 / mail lhk@jammerbugt.dk eller TR og Socialrådgiver i Social, Senior og Ydelse Line Linde Hansen, telefon 41 91 22 69 / mail llh@jammerbugt.dk.

Ansøgning
Ansøgning, CV og eksamensbevis med karakterer, sendes elektronisk senest torsdag den 20. juli 2025.
Samtaler forventes afholdt d. 28. juli 2025.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og byde dig velkommen i vores team!

 






Ansøg her

Retur til søgning