Vil du være med til at sikre, at børn og unge med funktionsnedsættelser får den bedst mulige støtte og inddragelse? Har du lyst til at tage ansvar for faglig udvikling og sparring – og samtidig være en del af et stærkt og dedikeret team? Så er det måske dig, vi leder efter!
Et job med indflydelse og medansvar
Som vores nye koordinator bliver du en central drivkraft i arbejdet med at sikre kvalitet, sammenhæng og faglig retning i sager om børn og unge med funktionsnedsættelser. Du bliver en værdifuld sparringspartner for dine kolleger og en del af det koordinatorfællesskab, der sammen med ledelsen er med til at sikre udvikling og drift i Familieafdelingen.
Du vil være tæt på både det strategiske og det konkrete arbejde, og du får selv sager mellem hænderne – så du hele tiden har fingeren på pulsen i praksis. Der er god mulighed for at sætte dit præg på opgaveløsningen og være med til at omsætte Barnets Lov til praksis.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
- Afholde ledelsestilsyn og bidrage til løbende kvalitetssikring
- Yde faglig og juridisk sparring til kolleger – både i enkeltsager og i teamet
- Håndtere komplekse sager med fx sjældne diagnoser eller mange aktører
- Varetage klagesagsbehandling og understøtte læring i teamet
- Deltage i telefonisk råd- og vejledning til borgere og samarbejdspartnere
- Introducere og oplære nye medarbejdere i teamets arbejdsgange og faglige tilgang
- Afholde sagsgennemgang med rådgiverne
- Samarbejde tæt med de øvrige koordinatorer i Familieafdelingen, hvilket indbefatter deltagelse i koordinatormøder og udviklingsarbejde.
Vi leder efter dig, der kan gå foran – fagligt og relationelt
Vi søger en kollega, der har lyst til at tage ansvar for både faglig kvalitet og det gode arbejdsfællesskab. Du skal være tryg i din faglighed og kunne træde ind i rollen som koordinator med både ydmyghed og handlekraft. Det er vigtigt, at du har blik for det, der virker – og tør være tydelig i en kompleks hverdag, hvor vi balancerer jura, menneskelige hensyn og faglige ambitioner.
Du skal kunne tænke helhedsorienteret, samarbejde bredt – og bringe din faglighed i spil på en måde, der både støtter og udfordrer dine kolleger.
Vi ser gerne, at du:
- Har en socialrådgiver- eller socialformidleruddannelse
- Har flere års erfaring som myndighedssagsbehandler på børneområdet og gerne med erfaring fra børn med funktionsnedsættelser.
- Har indgående kendskab til Barnets Lov, forvaltningsloven og retssikkerhedsloven
- Har stor indsigt i de handicapkompenserende ydelser
- Har erfaring med faglig sparring, koordination og understøttelse af kvalitet i sagsarbejdet
- Kan sikre en løsningsfokuseret og inddragende tilgang i både sager og samarbejde
- Er struktureret og en god formidler – både mundtligt og skriftligt
- Har lyst til at tage ansvar og være med til at skabe retning og faglig udvikling
- Har erfaring med DUBU eller er lærenem
Hvem er vi?
Specialrådgivningen er en del af Familieafdelingen, som består af fem distriktsopdelte teams, et akutteam og en række specialfunktioner – herunder familieplejekonsulenter og fremskudte rådgivere i daginstitutioner og skoler.
I Specialrådgivningen er vi 10 børne- og ungerådgivere, en socialfaglig koordinator og en teamleder. Vi er et velfungerende team, der vægter trivsel og et godt sammenhold
Vi arbejder helhedsorienteret og tæt sammen med både interne og eksterne samarbejdspartnere – altid med barnet og familien i centrum.
Vi arbejder ud fra en løsningsfokuseret tilgang og med afsæt i, at familierne er eksperter i eget liv. Vores sagsstyring foregår i DUBU og understøttes af ICS.
Vi tilbyder dig:
- Vær med til at bidrage til udviklingen af den forebyggende indsats i en kommune, der har sat forebyggelsesindsatsen højt på dagsordenen.
- Et stærkt kollegialt og koordinatorfællesskab (fire koordinatorer med dig)
- Et arbejdsmiljø med plads til udvikling, sparring og faglige ambitioner
- En moderne arbejdsplads i et nyindrettet rådhus med god kantine, tagterrasse og sociale aktiviteter
- Strategisk kompetenceudvikling og mulighed for at sætte retning i opgaveløsningen
Praktiske oplysninger
Stillingen er på 37 timer ugentligt og med start fra 1. august 2025. Vi har fleksibel arbejdstid, omsorgsdage til børn, mulighed for hjemme arbejdsdage og en høj grad af indflydelse på eget arbejde og hverdag. Du får et introduktionsprogram, der tager udgangspunkt i dine faglige kompetencer.
Stillingen er fordelt på 32 timer med koordinatorfunktion og 5 timer med sagsarbejde.
I forbindelse med ansættelse indhentes der straffe- og børneattest, ligesom der efter aftale med dig bliver indhentet referencer.
Ansøgningsfristen er tirsdag d. 10. juni 2025
I din ansøgning ønsker vi, at du uddyber din motivation for at arbejde med børn og unge med funktionsnedsættelser.
Vi holder samtaler onsdag den 18. juni 2025.
Vil du vide mere om jobbet eller høre, hvorfor det er godt at arbejde i Høje-Taastrup Kommunes Familieafdeling, er du meget velkommen til at kontakte:
- Leder af Specialrådgivningen, Sabrine Madsen på 23831638 eller på sabrinema@htk.dk
Vi ser frem til at høre fra dig.
Arbejdstid: Dag
Ansøg her
Retur til søgning