Ny søgning

Medarbejder til at understøtte service og sortering på affaldsområdet

Om jobbet

Vi har mange spændende opgaver på affaldsområdet i Rudersdal Kommune, og vi har brug for flere hænder til at sikre et fortsat højt serviceniveau for vores borgere og en god sortering af vores affald. Vi søger derfor en engageret, driftssikker og stabil medarbejder til at bistå den daglige drift af vores affaldsordninger, besvare telefoner og vejlede vores borgere om korrekt affaldssortering og placering af affaldsbeholdere. Du vil skulle hjælpe vores egne institutioner med at sikre god sortering af alt deres affald.

Du skal i hverdagen være i dialog med renovatører, borgere, grundejerforeninger, viceværter, kommunale institutioner mv. og finde løsninger på praktiske problemer. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med de øvrige medarbejdere i affaldsgruppen, der alle indgår i den daglige drift af vores affaldsordninger, i varierende grad.

Dit primære ansvarsområde er at sikre, at der er styr på driften af vores mange affaldsordninger, besvare henvendelser fra borgere og følge op, når der uundgåeligt sker fejl.

De nye affaldsordninger er udrullet sammen med Hørsholm og Allerød Kommuner, og vi lægger stor vægt på, at vi sammen sikrer en ensartet drift på tværs af kommunerne.

Din profil

Du har lyst til at arbejde med at sikre et højt serviceniveau overfor vores borgere og sætter en ære i at følge henvendelser til dørs og give klare svar. Du er fortrolig med IT og kan hurtigt sætte dig ind i nye systemer.

Du har gerne erfaring med håndhævelse af lovgivning og generel myndighedsbehandling. Juridisk forståelse er vigtig, og hvis ikke du har det allerede, skal du have lyst til at tilegne dig det.

Du er struktureret og er ikke bange for at kaste dig ud i nye opgaver og kan stå på mål for kommunens sagsbehandling i mødet med borgerne, også når det er upopulært.

Du har måske erfaring eller uddannelse fra miljø- eller affaldsområdet, eller erfaring med drift på andre områder indenfor det offentlige eller private.

Du kan kommunikere klart på skrift og i tale.

Du ønsker at indgå i et stærkt fagfællesskab med dygtige og engagerede kolleger. Du skal kunne trives i rammer, hvor der er mange bolde i luften, og et livligt arbejdsmiljø med højt til loftet.

I Rudersdal Kommune tror vi på, at vi kun lykkes i fællesskab. Derfor er det vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af. Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” HER

Ansættelsesvilkår

Stillingen er tidsbegrænset i ét år med gode muligheder for forlængelse. Du ansættes efter gældende overenskomst for kommunalt ansatte. Du får gode muligheder for personlig og faglig udvikling og 37 timer ugentligt med fleksible arbejdsforhold.

Om os

Du kommer ind i afdelingen ’Klima, Natur og Miljø’, hvor du vil blive en del af et stort og stærkt fagligt fællesskab. Du vil blive en del af det ene af afdelingens to teams, ’Team Virksomheder og Ressourcer’ der tæller ca. 12 kollegaer. Vi arbejder med en bred vifte af sager og projekter indenfor miljø, vand, bæredygtighed, klimatilpasning og grøn omstilling. Vi er en afdeling på ca. 35 mennesker, der brænder for at gøre en forskel, og som vægter faglighed, vidensdeling og god stemning højt. Vi kan lide at møde virksomheder og borgere på nye måder, og vi vil gerne finde nye veje sammen.

Ansøgning, samtale og kontakt

Du søger jobbet ved at klikke på knappen "Søg stilling" nedenfor.

Samtaler: Vi holder samtaler i uge 3 og 4






Ansøg her

Retur til søgning