Annonce

Ny søgning

Socialrådgiver til Social Boligindsats

Vil du være med til at sikre sammenhængende og helhedsorienterede indsatser overfor vores mest socialt udsatte borgere? I Social Boligindsats arbejder vi med implementering af hjemløsereformen og med udgangspunkt i Housing First-tilgangen. Derfor søger vi en socialrådgiver, som kan varetage en håndholdt indsats overfor borgere, der er socialt udsatte og som befinder sig i en sårbar boligmæssig situation. Det er en nyoprettet stilling, og du får en vigtig rolle i implementeringen af hjemløsereformen i Greve Kommune.

Målgruppe

Målgruppen er socialt udsatte borgere, der har komplekse sociale problemer, herunder boligmæssige problemer, og som har brug for helhedsorienterede og håndholdte sociale indsatser. Det kan for eksempel være borgere, som bor på gaden, forsorgshjem eller krisecentre, borgere i udslusningsbolig, borgere som henvender sig om husvilde problematikker, som er udsættelsestruede eller som på anden vis er socialt udsatte og befinder sig i en sårbar boligsituation.

Opgaver

Gennemgående for opgaveporteføljen er, at du skal sikre helhedsorientering og sammenhæng i de løsninger vi iværksætter sammen med borgeren.

Du skal være en gennemgående person i arbejdet med borgeren og varetage en håndholdt og koordineret indsats. Håndholdt indebærer tæt og hyppig opfølgning på borgerens samlede situation og støtteforanstaltninger. Det overordnede formål er at borgeren fastholder eller opnår en stabil boligsituation, sideløbende med at der arbejdes med øvrige sociale problemstillinger.

Du skal samarbejde med alle relevante interne og eksterne aktører omkring en borger. Herunder også for eksempel sundhedsvæsnet, kriminalforsorgen og/eller samarbejdspartnere i boligområderne og i civilsamfundet i øvrigt.

Konkrete opgaver er blandt andet forebyggende indsatser overfor udsættelsestruede borgere, råd og vejledning efter Serviceloven § 80, tæt opfølgning på borgere med ophold på gaden eller på boformer efter Serviceloven §§ 109-110, tæt opfølgning på borgere i udslusningsbolig, sager om socialt frikort og sager om social rengøring. Du skal desuden kunne udarbejde en udredning efter VUM metoden og derigennem afklare borgere til eventuelle foranstaltninger og indstille til bevilling af støtte efter Serviceloven, for eksempel §§ 85-85a eller midlertidigt botilbud efter Serviceloven § 107.

Vores forventninger til dig

Vi forventer at du brænder for at skabe sammenhængende og helhedsorienterede løsninger for og sammen med vores mest socialt udsatte borgere. Forhåbentlig har du talent for at samarbejde og koordinere med interne og eksterne aktører omkring borgere i målgruppen. Du skal være stærk i såvel skriftlig som mundtlig kommunikation, da du skal kunne kommunikere professionelt, respektfuldt og løsningsorienteret med både borgere, kolleger og samarbejdspartnere.

I din profil lægger vi vægt på at du

  • er uddannet socialrådgiver eller socialformidler
  • er uddannet i Recovery-orienteret Rehabilitering og motiveret til at omsætte metoden i praksis, samt at du har kendskab til Housing First metoderne CTI og ICM
  • både kan bidrage aktivt til vores samlede opgaveløsning og arbejde selvstændigt og indbyde til samarbejde
  • sætter en ære i at alle borgere får en værdig behandling
  • selv bidrager til et godt arbejdsmiljø, socialt samvær og har en respektfuld omgangstone.
Hvem er vi

I Social Boligindsats er vi et lille team bestående af to medarbejdere i den sociale boliganvisning, dig og en teamleder. Vi er en del af Center for Job & Socialservice, og vi har et tæt samarbejde med rådgiverteamet på det specialiserede socialområde, som du også vil få et fagligt kollegafællesskab med. Vi refererer alle tre til vores teamleder, som foruden ledelsen af vores team, også arbejder med opgaveledelse på tværs i centret, for at skabe sammenhænge omkring socialområdets forskellige boligindsatser og boligtilbud.

Vi tror på, at sammen kan vi mere. Derfor bakker vi hinanden op, vi er konstruktive i samarbejdsrelationer og vi sætter en ære i at møde borgerne professionelt og værdigt. Vi har højt humør, højt til loftet og høje ambitioner om faglighed og godt kollegaskab.

Ansøgning

Stillingen er med tiltrædelse den 1. februar 2026 og vi glæder os til at modtage din ansøgning. Ansøgningsfristen er den 27. november 2025 og vi forventer at holde ansættelsessamtaler mandag den 8. december 2025. Har du spørgsmål til stillingen, kan du ringe til teamleder Lisbeth Bybeck Nielsen på tlf. 24480741.



Arbejdstid: Dag




Ansøg her

Retur til søgning