Ny søgning

Børne- og ungerådgiver som undersøger til Skoleliv i Din Sociale Indgang City-Østerbro

Vil du være en del af vores nye team, hvor vi har særligt fokus på, at alle børn får en god skolegang og indgår i positive inkluderende fællesskaber?

Vi er i gang med en større omstilling, fordi vi gerne vil skabe et stærkere samarbejde på tværs af hele børneområdet, hvor vi skal hjælpe alle Københavns børn og unge uanset målgruppe.

Det betyder, at vi aktuelt er i gang med en organisationsforandring og derfor er i gang med at etablere et nyt Skolelivsteam. I vores team skal vi både hjælpe børn og unge i udsatte positioner og børn og unge med diagnoser som autisme.

Om din rolle som børne- og ungerådgiver
Vi søger en fast børne- og ungerådgiver, der skal udarbejde børnefaglige undersøgelser for børn fra 7 til 14 år. Som undersøger i Skoleliv vil du i samarbejde med rådgivere i Skoleliv indgå i makkerskab i børnesager, hvor der er mistanke om vold og overgreb, eller hvor vi vurderer situationen omkring barnet så alvorlig og kompleks, at vi skal undersøge barnets udvikling og støttebehov nærmere.

Du vil som undersøger både være myndighedsrådgiver i sager, der kræver hurtig iværksættelse af støtte, samarbejde med børnehuset og aktivering af netværket omkring familierne.

Du vil samtidig være rådgiver, hvor vi har behov for at undersøge om familierne kan skabe den nødvendige ramme for barnet og ikke længere behøver vores hjælp, eller og om barnets støttebehov ikke kan løses i hjemmet.

Som undersøger vil du indgå i samarbejde på tværs i huset for at understøtte høj kvalitet i vores faglige vurderinger og vores fokus på samarbejdet med familierne, barnet og den unge.

Om os
I Din Sociale Indgang på City-Østerbro arbejder vi med, at børn og unge får en tidlig indsats og får eller bevarer stabile og nære voksenrelationer til forældre eller familiens netværk.

Vi har fokus på, at børn inddrages og på at yde en helhedsorienteret indsats, hvor børn inkluderes i positive fællesskaber i skolen, fritids- og foreningslivet.

Vi arbejder med metoden ICS (Integrated Children´s System), der bygger på inddragelse af den unge, familien og netværket og har fokus på ressourcer og problemer og en helhedsorienteret tilgang.

Om dig
Du har uddannelsesbaggrund som socialrådgiver/socialformidler eller lignende. Det er en fordel, hvis du tidligere har beskæftiget dig med myndighedsarbejdet og har social- eller handicapfaglig viden.

Desuden lægger vi vægt på, at du

  • møder den unge og familierne ligeværdigt og nysgerrigt i et samarbejde, som bygger på lovgivningen, politisk fastsatte sagsfrister og god forvaltningsskik
  • kan arbejde systematisk og struktureret med forudsigelige deadlines samt uforudsigelige opgaver
  • har gode kommunikationsevner, kan arbejde inddragende og kan se dig selv som facilitator for forandring for familierne og som myndighedsudøver
  • har en løsningsfokuseret tilgang til arbejdet, har erfaring med eller viden om ICS metoden, er udviklingsorienteret og har lyst til at arbejde i en organisation, der altid er under forandring
Vi tilbyder

  • et onboardingforløb i myndighedsopgaven for nyansatte
  • en spændende arbejdsplads i landet største kommune, hvor vi har høj faglig viden om social-, handicap- og myndighedsområdet – herunder brede muligheder for faglig støtte til opgaveløsningen samt kompetenceudvikling
  • fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver og arbejdstid med muligheden for hjemmearbejde
  • introprogram, oplæring, mentor og fast supervision
  • dygtige, engagerede, kreative og modige kollegaer i et nyetableret team, som prioriterer det gode humør og samarbejdet i en travl hverdag
  • en nærværende og tydelig ledelsesgruppe, der er opmærksom på den enkeltes trivsel og på at sætte retning, rammer og ambitioner for arbejdet
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse er i henhold til gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere, administrativt personale/HK og efter principper om lokal løndannelse.

Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Stillingen er med tiltrædelse fra 1. juni 2025.

Vi er beliggende på Svendborggade 5, 2100 København Ø.

Der vil blive indhentet reference fra tidligere ansættelse samt udvidet børne- og straffeattest inden stillingen kan besættes.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen kan du kontakte afdelingsleder Louise West Carlsen på 23 84 27 55.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Søg via linket senest mandag den 21. april 2025
Samtaler vil blive afholdt i uge 17.



Arbejdstid: Dag




Ansøg her

Retur til søgning