
Socialrådgiver til fagforeningen DM
Har du en stærk forståelse for beskæftigelseslovgivning og god erfaring med arbejdsskadesager? Så er du måske DM’s nye socialrådgiver.
Som én af DM’s to socialrådgivere vil du spille en central rolle som fagligt fyrtårn, der guider og støtter vores medlemmer, når de har brug for rådgivning om beskæftigelseslovgivning og i arbejdsskadesager.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at beskæftige dig med:
- rådgivning og vejledning af medlemmerne i sager om sygemeldinger, fleksjob, førtidspension, sygedagpenge og andre sociale ydelser,
- rådgivning af medlemmerne med partshøringer og anker på det sociale område vedr. beskæftigelseslovgivning,
- rådgivning og vejledning af medlemmer i arbejdsskadesager, herunder sagsprocessen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen,
- løbende sparring med DM’s konsulenter, der rådgiver medlemmerne i ansættelsesretlige forhold.
Hvem er du
Vi ser gerne, at:
- du er uddannet socialrådgiver med mere end 5 års relevant erfaring fra en anden fagforening eller fra en lignende stilling
- du har indgående kendskab til beskæftigelseslovgivning og arbejdsskadelovgivningen
- du selv opsøger den nyeste viden inden for dine områder, og holder dig opdateret om både lovgivning og afgørelser, der kan have indflydelse på medlemmernes sager
- du har stærke kommunikations- og samarbejdsevner
- du trives med at arbejde selvstændigt og i et højt tempo
- du er empatisk og har en lyttende tilgang til medlemmernes behov
- hvis du har indsigt i ansættelsesretslige problemstillinger, er det et stort plus.
Vi tilbyder
Hos DM får du en spændende og udfordrende arbejdsplads med engagerede kolleger.
Du bliver en del af et team på i alt ni personer og kommer til at samarbejde tæt med en erfaren socialrådgiver og en arbejdsskadekonsulent. Du skal være indstillet på stor selvstændighed i din rolle og skal kunne prioritere og tilrettelægge dine egne opgaver.
Du bliver en del af en organisation, hvor fleksibilitet og arbejdsliv i balance står højt på dagsordenen. Du får derfor tilbudt IT-udstyr til en god hjemmearbejdsplads for at kunne afveksle bedst muligt mellem at være på vores kontor på Frederiksberg og hjemme.
Stillingen er på 30 timer om ugen og ønskes besat hurtigst muligt. Aflønning sker efter intern overenskomst for akademikere.
Du ansættes i afdelingen Forhandling og Rådgivning.
Vil du vide mere om stillingen,…
… er du velkommen til at kontakte socialrådgiver Stine Pallisgaard på telefon 39131049 eller juridisk chef Helene Grarup Smidt på telefon 29886753.
Vil du vide mere om forholdene som ansat i DM, kan du kontakte AC-tillidsrepræsentant Jan Gloggengieser Gam på telefon 39131067/mail: jgg@dm.dk
Ansøgning
Send din ansøgning og CV nu via nedenstående link senest tirsdag d. 18. august 2026.
Vi forventer at afholde samtaler fredag d. 21. august.
Forventet ansættelsesstart er d. 1. oktober.
DM opfatter mangfoldighed som et aktiv. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen, uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, funktionsnedsættelse, religion eller alder.
For at være med til at sikre en retfærdig rekrutteringsproces og minimere bias, bedes du undlade at tilføje et billede i dit CV eller ansøgning. Vi vil også bede dig om ikke at notere din alder eller fødselsdato.
Om DM
DM er en fagforening med mere end 80.000 medlemmer på det akademiske arbejdsmarked. DM arbejder for et samfund, der muliggør et bæredygtigt arbejdsliv, og for at sikre de bedste løn- og arbejdsvilkår og et stærkt fagligt handlerum for medlemmerne.
🕑 30 timer | Frederiksberg | 2026-08-18 23:59:00
Ansøg her
Retur til søgning





