Annonce

Ny søgning

Tværgående socialfaglig koordinator til børne- og ungeområdet i Din Sociale Indgang – Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (tidsbegrænset)


 

Har du lyst til at være med til at arbejde med faglig udvikling i sager om anbringelse af børn og unge, og har du kompetencerne, så er det dig, vi søger som vores nye tværgående socialfaglige koordinator.

 

I Din Sociale Indgang – Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave (DSI VVK) ønsker vi at øge kvaliteten i vores sagsbehandling i anbringelsessager, hvorfor vi søger en ny koordinator, som skal hjælpe med at kvalitetssikre arbejdet med anbringelsessager på tværs af enheden.

 

Vi er en enhed med en ambition om at levere myndighedssagsbehandling i høj faglig kvalitet. I 2025 har vi været igennem en stor faglig og personalemæssig omorganisering i Socialforvaltningen, og vi ønsker i den forbindelse at understøtte og kvalitetsudvikle vores arbejde med anbringelser af børn og unge. Vi er et stort hus med knap 100 børne- og ungerådgivere.

 

Vi søger derfor en tværgående socialfaglig koordinator, som brænder for myndighedsarbejdet med udsatte børn og unge, som er socialfagligt og juridisk velfunderet, og som kan arbejde målrettet for at sikre høj kvalitet i anbringelsessager.

 

Stillingen er en midlertidig stilling i et år med opstart 1. april 2026.

 

Om stillingen

Som tværgående socialfaglig koordinator vil opgaverne løses i samspil med teamlederne i afdelingerne, der har det overordnede ansvar for opgaveløsningen. Der er dermed tale om en understøttende opgave, hvor du i samarbejde med afdelingerne har ansvaret for at sikre, at vi har høj kvalitet i sagsbehandlingen i vores anbringelsessager samt understøtte, at vi opnår enhedens handleplan for drift og målstyring på anbringelsesområdet.

 

Du vil i den forbindelse stå for styring af årshjul med frister for genbehandling af enhedens anbringelsesbevillinger samt understøtte forberedelse og afholdelse af visitationsprocesser.

 

Ligeledes vil du understøtte kvaliteten i de faglige vurderinger i forbindelse med opfølgninger på anbringelser og foretage økonomisk kvalitetssikring i anbringelsessagerne. Den økonomiske kvalitetssikring omhandler også gennemgang af kontrakter i tæt samarbejde med vores indkøbspartnere samt økonomi-registreringer i vores fagsystem DUBU.

 

Udover din primære opgave med at understøtte kvaliteten og målopfyldelsen i vores anbringelsessager vil en del af opgaveporteføljen være at lede enhedens driftsvagt.

 

Driftsvagten er en akutfunktion, som varetages af børne- og ungerådgiverne i enheden på skift, hvor de handler i akutte henvendelser og løser driftsopgaver i faste rådgiveres fravær. Opgaven som faglig koordinator består derfor i at opgavefordele og understøtte børne- og ungerådgivernes arbejde i driftsvagtsfunktionen. Som det aktuelt er organiseret mødes driftsvagten hver morgen og koordinerer opgaverne.

 

Du vil være forankret i afdelingen Ungeliv, hvor du indgår i afdelingens ledelsesteam sammen med to teamledere og én afdelingsleder. Du vil derfor også indgå i den daglige faglige ledelse, hvor du skal understøtte børne- og ungerådgivernes opgaveløsning og faglige udvikling via afholdelse af oplæg eller workshops, sagssparring, sagsgennemgang, deltagelse i møder etc.

 

Endeligt er der tale om en nyoprettet funktion, og der vil løbende ske en udvikling af opgaveporteføljen. I DSI VVK bliver du som socialfaglig koordinator en del af ledelsen i kraft af den faglige ledelse, som ligger i rollen. På tværs af ledelsen bidrager vi til at løfte forskellige udviklings- og driftsopgaver i enheden, hvorfor du også kan forvente, at du vil få og selv kunne tage ansvaret for udviklingsprojekter eller driftsopgaver, som matcher dine kompetencer og enhedens behov.

 

Om dig

Vi søger en tværgående socialfaglig koordinator, der er socialfagligt og juridisk velfunderet med en solid myndighedserfaring.

 

Vi forventer, at du

 

 

  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner og formår at skabe gode samarbejdsprocesser med fokus på den fælles opgave, hvor der er plads til uenighed, men vilje til at finde en fælles løsning

 

  • har et godt overblik, er god til at prioritere i travle situationer og er vant til at have mange bolde i luften

 

  • er god til at give feedback og sparring – både konstruktivt kritisk, men bestemt også ved anerkendelse af faglige succeser og fokus på læring

 

  • har et skarpt blik for faglig ledelse og har lyst til at være en del af en ledelsesgruppe, hvor vi samarbejder om den samlede ledelse og udvikling af enheden

 

 

Om DSI VVK

DSI VVK er én ud af fem bydelsenheder, hvor vi varetager sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i København. Vi er ca. 225 ansatte fordelt på fem afdelinger, som er

 

 

  • Styrket Modtagelse og Flygtningegruppen

 

  • Børneliv (0-7 år)

 

  • Skoleliv (8-13 år)

 

  • Ungeliv (14-18 (23) år)

 

  • Familie- og Ungehus (familiebehandlere, psykologer og kontaktpersoner)

 

 

I VVK lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt, hvor vi værdsætter, at den enkelte bidrager med gode ideer og initiativ. Du kan forvente at blive en del af en organisation, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab.

 

Derudover vil du hos os få

 

 

  • en arbejdsplads med høj faglighed og udviklingsmuligheder

 

  • et kollegialt miljø, hvor vi vil hinanden – både fagligt og socialt

 

  • et sted, hvor der er plads til både grin, læring, trivsel og fokus på kerneopgaven

 

  • fleksibel arbejdstid, mulighed for hjemmearbejde og en god kantineordning

 

 

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere, HK-overenskomst for administration og IT, eller akademikere ansat kommune og inden for rammerne af lokal løndannelse.

 

I forbindelse med ansættelsen vil der blive indhentet børne- og straffeattest, og som led i rekrutteringen vil vi desuden indhente udvidede referencer på tidligere ansættelser.

 

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Vi har lang torsdag (til kl. 17.00) og en kort fredag (til kl. 14.00).

 

Stillingen ønskes besat 1. april 2026, og er en midlertidig stilling i et år.

 

Vil du vide mere?

Hvis du vil høre mere om stillingen eller VVK, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Christine Kjeldgaard Pejstrup på 21 65 56 61 eller teamleder Nadja Jahnsen på 30 45 39 52.

 

Søg via linket senest søndag den 15. februar 2026

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 18. eller 19. februar 2026 og evt. 2. samtale den 23. februar 2026.

 

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune

Socialforvaltningen (SOF) i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap. Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra den 1. januar 2025 består SOF af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed. Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.




Ansøgning skal sendes igennem dette link:
https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=211696&DepartmentId=21126&MediaId=4763&SkipAdvertisement=true

Venlig hilsen
Københavns Kommune

 



🕑 37 timer  |  Valby  |  2026-02-15 23:59:00



Ansøg her

Retur til søgning